3/3-13

Sidste blog fra to efterhånden brune piger. Vi har nu været af sted i næsten to måneder, og hvilke to måneder det har været! Når man tænker tilbage på alt det vi har oplevet, føles det som et halvt år (på den gode måde!). Men tiden er nok gået hurtigere for jer hjemme end for os, da vi jo har haft fuldtidsarbejde og samme rutine hver dag. Så det har været hårdt! En hverdag fuld af udfordringer, grin, smil og børn som ikke kender til normal adfærd – hvilket kan være svært at håndtere. Det oplevede vi især i fredags, hvor vi nåede vores max grænse! Vi fik fortalt torsdag aften at alle de ansatte skulle have et personale-møde, og at vi ville få hjælp af en af køkkendamer til at håndtere børnene i den tid mødet nu varede. Og det var jo helt fint. Men da mødet startede, kom der ingen hjælp. Så os to dansk/engelsk talende danske piger stod nu med 40 afrikansk talende børn alene i 1 ½ time – det var et cirkus!!! Fredag er filmdag for børnene, så vi havde sat den gode klassiker ”Løvernes Konge” på og ønskede inderligt at børnene ville sidde forholdsvis roligt  - det ønske gik dog ikke i opfyldelse. De rendte rundt i lokalet, råbte, skreg, græd og ville på ingen måde lytte til os – det var jo sjovere at irritere os endnu mere. Vi rasede indeni over, at de kunne efterlade os sådan, da de udmærket er klar over, at børnene ikke lytter til internationale frivillige. Så da deres personalemøde sluttede 1½ time efter, fik vi fortalt dem, at vi ikke synes det var i orden og det gjorde de bare ikke én gang til! De sagde, at vi skulle gå ud i haven og skrige højt og derefter havde vi en god snak om det hele. Det var nok det mest udfordrende og grænseoverskridende hvad angår arbejde vi har prøvet, og det har i hvert fald givet os lidt ekstra erfaring ;)

Ugen startede med en tur til 3 forskellige township hjem, hvor vi virkelig så, hvor sølle folk kan bo. Det første hjem var hos en kvinde, som havde fået amputeret sit ben og boede alene med to børn. Det eneste hun havde som hjælp var en halv ødelagt kørestol, der nærmest fyldte hele stuen, da det var så lille og VARMT et hjem. Den ene af hendes sønner render rundt på gaden og er indblandet i stoffer og stofhandel. Hun kunne ikke gøre noget for at redde ham, og spurgte vores Mymoena om hjælp.
Det andet hjem tilhørte en familie på 3 mennesker, og hjemmet lignet udefra, uden overdrivelse, en losseplads! Aldrig har vi set så meget rod og skrald foran et ”hjem” og vi tvivlede på om det overhovedet kunne være beboeligt. Da vi kom ind sad en ung fyr på vores alder i sofaen og stirrede ud i luften. Vi fik fortalt at han har siddet sådan siden han blev overfaldet af en gruppe gangstere, som voldtog ham og ødelagde hans ene øje. Han er nu 20 år gammel, blind på det ene øje og total isoleret fra alt. Det var et skræmmende syn! Bag ham lå hans mor med en lille dreng i en hjem der hverken indeholdt et køkken, toilet eller bad. Derudover var lugten ikke til at holde ud. Indelukket og muggent med en losseplads som baghave – tænk sig at bo der. Vi er dybt rystet.
Efter det kom vi til et hjem, hvor to af de drenge vi passer om formiddagen bor med deres mor, far og lillebror. Faren er ud og ind af fængsel og moren elsker sine børn, men har svært ved at finde overskuddet til dem pga. stoffer og alkohol. Moren lukker aldrig rigtig folk ind i sit hjem, men fordi hun synes vi er rigtig gode ved hendes drenge på arbejdet, fik vi lov til at se deres hjem. Endnu et faldefærdigt hjem, som er proppet til randen med sur opvask og ligegyldige ting. Her var heller ikke noget toilet eller badeværelse at se, og én seng til mor, far og 3 børn. Nu forstår vi bedre, hvorfor især de her drenge ofte lugter og er ”sure”. Det er så uvirkeligt at folk har en dagligdag i det kaos af et hjem.
Turen gjorde et kæmpe indtryk og har sat sig dybt i os.

For en uge siden fik vi til opgave at udarbejde en workshop om kommunikation til en gruppe voksne, som kommer og får undervisning én gang om ugen i ”Where Rainbows Meet”. Vi endte med at have lavet og forberedt to programmer, men vi kunne desværre ikke få lov til at fremføre dem for gruppen, da vi så ville være i undertal i ECD (børnene om formiddagen), så dem blev vi nødt til at blive ved. Programmet blev i stedet gennemført af en anden pige i organisationen, og vi fik enorm meget ros for det. Gruppen åbnede rigtig meget op igennem de øvelser vi havde fundet på, og flere græd, da de fik talt igennem om deres personlige problemer. Vi tog som en kæmpe sejrsfølelse og kompliment – endnu en udfordring vi klarede med tilfredsstillelse.

Torsdag havde vi arrangeret Cupcakes Dag med børnene og en fantastisk dag blev det. Vi bagte cupcakes og børnene fik lov til at dekorere med glasur og pynt og derefter nyde dem. De mindste var overvældet og havde svært ved at vente, mens de større børn med stor omhu og koncentration pyntede deres kage. Der var masser af glæde og det var dejligt at være med til. Da der blev sagt ”Værsgo at spise” blev der ellers gået til den og papirformen røg næsten også med ned. Dagen endte i kæmpe sukkerchok men det var det hele værd.

I den sidste weekend har vi solet os for sidste gang, besteget endnu et bjerg; Muizenberg Mountain, soppede ved stranden, marked og sluttede søndagen af med en tur i Mclaren Circus. Sydafrikansk cirkus er vildt, og vi så både hvide løver, hvid tiger og kæmpe slanger. Nu sidder vi med halvpakket kufferter og har det meget mærkeligt! På mange måder glæder vi os rigtig meget til at vende hjem, men det bliver ekstremt svært at tage afsked med børnene og familien i morgen.
Med i kufferten har vi vanvittigt mange oplevelser – både gode, sørgelige og skræmmende. Men alt i alt er vi så stolte af os selv over at have gennemført det og vi fejrer det i aften med et Anthon Berg marzipanbrød fra Annes kære forældre og et sidste afsnit ”Sex and the City”.

Om 24 timer sidder vi i flyveren og vi glæder os til at se familie, venner og ikke mindst kærester. Tak for denne gang Sydafrika og tak til alle jer, som har fulgt os her på bloggen!

Vi ses snart!