3/3-13

Sidste blog fra to efterhånden brune piger. Vi har nu været af sted i næsten to måneder, og hvilke to måneder det har været! Når man tænker tilbage på alt det vi har oplevet, føles det som et halvt år (på den gode måde!). Men tiden er nok gået hurtigere for jer hjemme end for os, da vi jo har haft fuldtidsarbejde og samme rutine hver dag. Så det har været hårdt! En hverdag fuld af udfordringer, grin, smil og børn som ikke kender til normal adfærd – hvilket kan være svært at håndtere. Det oplevede vi især i fredags, hvor vi nåede vores max grænse! Vi fik fortalt torsdag aften at alle de ansatte skulle have et personale-møde, og at vi ville få hjælp af en af køkkendamer til at håndtere børnene i den tid mødet nu varede. Og det var jo helt fint. Men da mødet startede, kom der ingen hjælp. Så os to dansk/engelsk talende danske piger stod nu med 40 afrikansk talende børn alene i 1 ½ time – det var et cirkus!!! Fredag er filmdag for børnene, så vi havde sat den gode klassiker ”Løvernes Konge” på og ønskede inderligt at børnene ville sidde forholdsvis roligt  - det ønske gik dog ikke i opfyldelse. De rendte rundt i lokalet, råbte, skreg, græd og ville på ingen måde lytte til os – det var jo sjovere at irritere os endnu mere. Vi rasede indeni over, at de kunne efterlade os sådan, da de udmærket er klar over, at børnene ikke lytter til internationale frivillige. Så da deres personalemøde sluttede 1½ time efter, fik vi fortalt dem, at vi ikke synes det var i orden og det gjorde de bare ikke én gang til! De sagde, at vi skulle gå ud i haven og skrige højt og derefter havde vi en god snak om det hele. Det var nok det mest udfordrende og grænseoverskridende hvad angår arbejde vi har prøvet, og det har i hvert fald givet os lidt ekstra erfaring ;)

Ugen startede med en tur til 3 forskellige township hjem, hvor vi virkelig så, hvor sølle folk kan bo. Det første hjem var hos en kvinde, som havde fået amputeret sit ben og boede alene med to børn. Det eneste hun havde som hjælp var en halv ødelagt kørestol, der nærmest fyldte hele stuen, da det var så lille og VARMT et hjem. Den ene af hendes sønner render rundt på gaden og er indblandet i stoffer og stofhandel. Hun kunne ikke gøre noget for at redde ham, og spurgte vores Mymoena om hjælp.
Det andet hjem tilhørte en familie på 3 mennesker, og hjemmet lignet udefra, uden overdrivelse, en losseplads! Aldrig har vi set så meget rod og skrald foran et ”hjem” og vi tvivlede på om det overhovedet kunne være beboeligt. Da vi kom ind sad en ung fyr på vores alder i sofaen og stirrede ud i luften. Vi fik fortalt at han har siddet sådan siden han blev overfaldet af en gruppe gangstere, som voldtog ham og ødelagde hans ene øje. Han er nu 20 år gammel, blind på det ene øje og total isoleret fra alt. Det var et skræmmende syn! Bag ham lå hans mor med en lille dreng i en hjem der hverken indeholdt et køkken, toilet eller bad. Derudover var lugten ikke til at holde ud. Indelukket og muggent med en losseplads som baghave – tænk sig at bo der. Vi er dybt rystet.
Efter det kom vi til et hjem, hvor to af de drenge vi passer om formiddagen bor med deres mor, far og lillebror. Faren er ud og ind af fængsel og moren elsker sine børn, men har svært ved at finde overskuddet til dem pga. stoffer og alkohol. Moren lukker aldrig rigtig folk ind i sit hjem, men fordi hun synes vi er rigtig gode ved hendes drenge på arbejdet, fik vi lov til at se deres hjem. Endnu et faldefærdigt hjem, som er proppet til randen med sur opvask og ligegyldige ting. Her var heller ikke noget toilet eller badeværelse at se, og én seng til mor, far og 3 børn. Nu forstår vi bedre, hvorfor især de her drenge ofte lugter og er ”sure”. Det er så uvirkeligt at folk har en dagligdag i det kaos af et hjem.
Turen gjorde et kæmpe indtryk og har sat sig dybt i os.

For en uge siden fik vi til opgave at udarbejde en workshop om kommunikation til en gruppe voksne, som kommer og får undervisning én gang om ugen i ”Where Rainbows Meet”. Vi endte med at have lavet og forberedt to programmer, men vi kunne desværre ikke få lov til at fremføre dem for gruppen, da vi så ville være i undertal i ECD (børnene om formiddagen), så dem blev vi nødt til at blive ved. Programmet blev i stedet gennemført af en anden pige i organisationen, og vi fik enorm meget ros for det. Gruppen åbnede rigtig meget op igennem de øvelser vi havde fundet på, og flere græd, da de fik talt igennem om deres personlige problemer. Vi tog som en kæmpe sejrsfølelse og kompliment – endnu en udfordring vi klarede med tilfredsstillelse.

Torsdag havde vi arrangeret Cupcakes Dag med børnene og en fantastisk dag blev det. Vi bagte cupcakes og børnene fik lov til at dekorere med glasur og pynt og derefter nyde dem. De mindste var overvældet og havde svært ved at vente, mens de større børn med stor omhu og koncentration pyntede deres kage. Der var masser af glæde og det var dejligt at være med til. Da der blev sagt ”Værsgo at spise” blev der ellers gået til den og papirformen røg næsten også med ned. Dagen endte i kæmpe sukkerchok men det var det hele værd.

I den sidste weekend har vi solet os for sidste gang, besteget endnu et bjerg; Muizenberg Mountain, soppede ved stranden, marked og sluttede søndagen af med en tur i Mclaren Circus. Sydafrikansk cirkus er vildt, og vi så både hvide løver, hvid tiger og kæmpe slanger. Nu sidder vi med halvpakket kufferter og har det meget mærkeligt! På mange måder glæder vi os rigtig meget til at vende hjem, men det bliver ekstremt svært at tage afsked med børnene og familien i morgen.
Med i kufferten har vi vanvittigt mange oplevelser – både gode, sørgelige og skræmmende. Men alt i alt er vi så stolte af os selv over at have gennemført det og vi fejrer det i aften med et Anthon Berg marzipanbrød fra Annes kære forældre og et sidste afsnit ”Sex and the City”.

Om 24 timer sidder vi i flyveren og vi glæder os til at se familie, venner og ikke mindst kærester. Tak for denne gang Sydafrika og tak til alle jer, som har fulgt os her på bloggen!

Vi ses snart! 

24/2/13

Mandag starter desværre med en afsked til den franske frivillige, som rejser hjem efter 2 uger. Hun savnede Paris og havde sine personlige årsager til at ville hjem. Super ærgerligt da hun var en rigtig sød og frisk pige! Derudover fik vi en trist nyhed. Da vi startede i organisationen arbejdede der også en mor til et af børnene, som hjalp i det daglige for at holde sig beskæftiget og holde sig fra alkohol og stoffer. For en lille måneds tid siden stoppede hun fra den ene dag til den anden, og vi har aldrig kendt årsagen til hvorfor. Men i mandags fik vi af vide, at hun desværre er gået tilbage til sin eksmand, som indeholder et liv med hans venner, druk og stoffer. Så når man ser hende på gaden nu, vælter hun rundt med en flaske vin i hånden og har igen mistet kontrollen over sit liv. Hun er mor til seks, og 4 af børnene er en del af organisationen – de er ualmindeligt tynde og det er trist at tænke på, hvilket liv de vender hjem til uden for organisationen.

En mere opmuntrende historie er dog, at en af børnenes far er startet på organisationen og som løn får han mad til familien, hvilket var det eneste han ønskede. Faren er tidligere gangster medlem, været ind og ud af fængsel pga. mord, svindel og stoffer. Han har selv fortalt, at han ikke ønsker samme skæbne for sine børn, og forsøger nu at ændre sin tilværelse. Det er med en mærkelig følelse inden i, at man hver morgen siger pænt godmorgen og omgås en mand med en sådan fortid.

Tirsdag møder vi ind til en udeblevet sekretær, der har sagt op uden varsel via brev. Dette undrede os, da det er langt fra Danmarks regler!  Heldigvis er der allerede ansat 2 nye, og de virker rigtig søde. Onsdag var en vild og uoverskuelig dag. Vi havde maksimal antal af børn hele dagen; 50 børn om formiddagen og 67 børn i ”After Care” om eftermiddagen (!!). Der blev smækket en film på, da pladsen til gengæld er minimal til at rumme 67 børn i beskæftigelse med lektier osv.
Ellers har ugen ikke budt på de store overraskelser, og vi glædede os til den kommende weekend.

Fredag aften kørte vi til Pringle Bay, som er et lækkert sommerhusområde for de rige (!). Det er de hvides fine huse, der ligger lækkert ned til stranden. På den to timers køretur til Pringle Bay, kørte vi forbi Afrikas største township område. Så langt du kunne kigge ud i horisonten, var der blækskure op og ned af hinanden. Et vildt syn der virkelig gjorde indtryk, og små 15 min. Efter var man i de hvides luksuriøse villa kvarterer. Igen viser det den kæmpe kontrast der stadig er i Sydafrika.
Sommerhuset var rigtig indbydende og vi skulle for første gang dele seng og dyne, hvilket gik overraskende godt. Der var ikke langt de store planer for weekenden, og vi glædede os til for første gang bare at solbade og slappe af – og det gjorde vi! Lørdag aften bød på lækker grillmad og vi havde lavet danske pandekager til dessert.
Alt i alt en rigtig god weekend med masser af god kvali-tid med familien.

Vi sidder nu med mærkelige og ambivalente følelser, da sidste uge starter i morgen. Vi glæder os og børnene skal have ekstra meget kærlighed i den her uge. J På onsdag har vi fået til opgave at lave vores egen ”Workshop” for nogle af de voksne fra Vrygrond – fokusset ligger på kommunikation, og det skal nok blive en udfordring – men godt at få med i udtalelsen ;)   

Vi ses snart DK – til forhåbentlig INGEN sne! 9 dage :-)

 

17/2/13

3. sidste opdatering har nu fået sin start, og vi begynder at mærke krilleren i maven over at skulle se mange savnede mennesker, men samtidig også stor tristhed over at skulle forlade familien og ikke mindst børnene. Der er 14 dage tilbage, og vi er meget opmærksomme på at skulle nyde den sidste tid og få suget godt til os med oplevelser.

Arbejdsugen har som sådan været normal med meget fokus på ”Valentines Day” d. 14/2. Vi har i løbet af ugen haft fokus på sprog med skolebørnene i ”After Care”, hvor vi har undervist dem i dansk, fransk og engelsk. Det har foregået ved, at vi har skrevet meget simple sætninger på alle 3 sprog på tavlen, hvor de så skulle skrive det efter og sidst udtale sætningerne – hvilket var til stor morskab for alle. J Tirsdag skete der noget stort for Louises yndlings dreng på 6 år, John. Efter han længe har nægtet at skrive eller blot øve sig på alfabetet, lykkedes det at give ham en succesoplevelse – Han skrev sit helt eget ”A”, hvilket lyder af lidt, men har stor betydning for en 6-årig dreng, som knap nok kan farverne. Han burde starte i skole til sommer, hvilket udsigterne ikke tegner til. Vi krydser fingre for hans fremtid.

Så blev det torsdag og kærligheden var i fokus. Det var en helt vild dag. I Sydafrika er ”Valentines Day” en stor dag, og de undrer sig meget over, at det ikke er noget vi fejrer i Danmark som sådan. Der skulle foregå et stort arrangement om aftenen i organisationen, hvor familier fra Vrygrond var inviteret. Der skulle være nogle forskellige indslag og slutte af med et gratis måltid. På dagen var der en del kaos, eftersom programmet ikke var planlagt endnu. Så os frivillige blev kastet ud i digtoplæsning og ”modeshow”. Det meste af dagen brugte vi på at klippe og klistre Valentines pynt og resultatet blev godt. Trods ekstremt meget stress startede arrangementet kl. 18 (afrikansk tid er så kl. 19 – de er altid forsinkede – ”Hakuna Matata”) og stemningen var god. Selvfølgelig skulle det ende i dans og sang, hvilket var skønt at opleve.  Da der skulle serveres mad ændrede stemningen sig dog. Folk blev rigtige grådige og de endte næsten i slåskamp, da alle var lige desperate efter et måltid. Vi har virkelig set, hvad sult kan bringe frem i folk, og det var skræmmende! Efter 14 timers arbejde var vi meget udkørte og efter et bad kaldte sengen.

Weekendens program stod på afslapning fredag, da vi tidligt lørdag morgen (endelig) skulle bestige Table Moutain, ca. 1 km i stejle trappetrin. Fredag ved spisetid kommer en af drengene i familien ind og siger, at vi skal gøre os klar til byen, da de vil vise os bylivet i Cape Town. Denne ide var vi total klar på, og da drengene skulle på arbejde og vi skulle på bjerget aftalte vi at tage hjem mellem kl. 01.00-02.00. Vi kom af sted og startede på en hyggelig bar, hvor vi spillede bordfodbold og pool. Super hyggeligt og stemningen blev god og drengene kom pludselig i tanke om en tradition – alle frivillige skal tage et bestemt afrikansk shot for at bestå opholdet ;-) Vi sagde ikke nej, og chokket ramte efter ca. 5 sek. Efter at have drukket det, så vi at det hed ”Chocolate Chili Tequila Shot”, og ALDRIG har vi oplevet så stor ILDEBRAND i kroppen! Det var på kanten til, at man ikke turde trække vejret af ren smerte. Det forsatte i ca. 30 min., men vi gjorde det…. Og gør det aldrig igen! Vi forsatte derefter til en rigtig afrikansk club, hvor der blev danset afrikansk hele natten. Det morsomme ved clubs i Sydafrika er, at man ikke danser i små grupper med sine venner, nej nej – man danner en kæmpe rundkreds, hvorefter man skiftevis går ind og ”viser hvad man kan”. Utroligt nok var de meget begejstret for danske dansetrin (?). Men sjovt var det, og før vi havde set os om var kl. 03.30 og vi måtte hellere finde tilbage til bilen. Ved bilen stod en parkeringsvagt og ventede sødt på os. Den fik drengene hurtigt klaret ved at stikke lidt penge i vagtens egen lomme, og så var den ude af verden (!!).
4 timer senere stod vi klar til Table Moutain i 34 graders varme (!!). Turen var HÅRD, VARM og VIDUNDERLIG! 2 ½ time tog det at komme til tops og vi var godt og grundigt udmattede pga. varmen og manglende søvn. Men det var super fedt og sikke en udsigt! Vi sluttede dagen dejligt af med at køre til et friluftsbad, hvor vi blev dyppet og kølet af.
Lørdag aften ringede vi rundt til diverse ”Shark Cage Diving” arrangører, og til sidst fik vi booket os 3 pladser til kl. 04.00 søndag morgen (!!). Vi skulle på en 2 timers køretur for at komme til Gansbaai, som er verdenskendt som ”The Shark Alley” – et af de bedste steder at se hajer i verden. Sejlturen varede omkring 3 timer, og Louise nåede heldigvis ”kun” at kaste op 1 gang – hun er ikke lige bølgetypen!
Denne oplevelse har været en af de vildeste og mest grænseoverskridende indtil videre, og adrenalinen kørte på højtryk! Vi blev sat ned i et lille bur til 4 personer af gangen, med dykkebriller og våddragt. Derefter lyttede vi på ”Dive Masteren”, der råbte ”DOWN”, og så var det ellers om at dykke ned og se de store hvidhajer/santierhajer, som i Sydafrika er kendt som ”The Great White”. Det var yderst uvirkeligt at se en 4 meter lang haj langsomt bevæge sig 20 cm fra dit ansigt, når man har været vant til at stå i Kattegat bag glas. Det var åbenbart ikke højsæson for hajer nu, så vi så ”kun” 5 forskellige svømme rundt om båden. Men det var rigeligt for os! Der er vidst ikke andet og sige end at det var en kæmpe stor oplevelse, som vi aldrig vil glemme.

Weekenden har nok været den bedste og vildeste, og vi er klar på de sidste 2 uger med grin, sol, pomfritter, toastbrød, klor-vand og helt fantastiske børn!   

                                              ^Afrikansk brudekjole, som skulle vises frem til "modeshow"

11/2/13

5 arbejdsuge er slut, og den har været udfordrende på en ny måde. Eftersom vi havde lavet noget træning hjemme i huset, synes Mymoena at det kunne være sjovt, hvis vi lavede et træningsprogram på arbejdet. Meningen var at vi skulle træne med mødrene til børnene i Vrygrond, men det endte med både at være for "After Care", "Youth" gruppen (unge fra 18-25år), de helt små børn vi passer om formiddagen, og de ældste sy damer. De var alle rigtig glade for det, og specielt var sy damerne begejstret. De har derfor spurgt, om det var muligt at træne hver dag fremover.
Tirsdag ankom endnu en frivillig, som skulle bo hjemme hos os. Amaría er fra Frankrig og er 28 år. Rigtig frisk kvinde som har mod på arbejdet og alle de nye mennesker. Hun er her kun 1 måned, og rejser hjem samme dato som os.
Onsdag havde vores gode afrikaner mor fødselsdag, som blev fejret om aftenen med gæster og god mad. Og ikke mindst masser af kager.
Arbejdsdagene ligner hinanden, men efter der er ankommet mange flere frivillige, har vi fået mere overskud til børnene i stedet for alt det praktiske, hvilket er dejligt.
Fredag morgen da vi giver børnene morgenmad, ser vi en lille dreng ved navn Melvin ligge med hovedet i bordet og er helt stille. Da vi nærmer ham kan vi se han har spildt sin brand varme morgenmad udover sig selv, og ned på gulvet. Vi undrer os over at han hverken siger en lyd eller giver udtryk for smerte, men vi får senere fortalt at han har fået den opfattelse at selvom han græder, kommer der ikke nogen. Da han blev taget op, gik det dog op for ham, at det var helt ok at græde. Det er meget generelt for børnene at de ikke græder, hvis de føler smerte eller slår sig, hvilket er en anelse skræmmende. Men de er temmelig sikkert blevet opdraget med, at det ikke hjælper at græde.

Så blev det weekend, og det var planlagt at vi lørdag skulle bestige Table Mountain. Vi skulle køre kl. 7 for ikke at ramme det varmeste tidspunkt på dagen. Men da vi stod op var det for dårligt vejr, og vi kom aldrig af sted. Det regnede og var total overskyet, så udover at blive drivvåde, ville vi heller ikke få mulighed for at nyde udsigten. Vi stod nu uden planer, og i dette vejr var vores bedste ide, at tage en tur i biografen. Vi så "Life of Pi", og havde en hyggelig eftermiddag. Da vejret ikke var bedre søndag var Table Mountain stadig ingen mulighed, så vi tog i stedet i den Botaniske Have. Smukt sted, hvor vi fik vandret en del. Resten af dagen gik med at slappe af, og om aftenen sluttede vi ugen af, med en omgang dans. Amaría lærte os salsa, hvilket var til stor morskab for hele familien.

Det er nu den 3 sidste arbejdsuge, og på torsdag afholdes "Valentines Day", som er en stor dag i Sydafrika. Spændende og se hvordan det kommer til at foregå.
I hører fra os. :-)

                                              Melvin ^



 

3/2/13

Så har vi ramt februar måned, og halvdelen af tiden er gået :-) Det er vildt at tænke på, men vi prøver at få det hele med.
Ugen har været hård og oplevelsesrig. Søndag nat fødte Laika (19 år!!!!!) en sund og rask pige, og mandag eftermiddag vendte de hjem fra hospitalet. Så hele ugen har der været meget fokus på den søde lille pige, Azia.
Mandag var den hårdeste dag på arbejde i denne uge. Børnene var vilde, og vi var få lærer - så der blev prøvet grænser af.
Tirsdag startede en ny frivillig fra USA, Jennifer på 18 år, og skal være der i 2 mdr. Hun så ligeså chokeret ud som os i starten, men mon ikke hun også finder sin vej.
Ellers bød arbejdsugen ikke på de store forandringer. Timerne på arbejde går hurtigt, og vi har nu også fået udarbejdet et program til "After Care" projektet om eftermiddagen, som starter fra i morgen af.
Hos familien går det stadig rigtig godt, og torsdag aften fik Louise sat nogle fitnessøvelser igang og stuen blev ryddet og en afrikaner familie lå nu på alle fire. Drengene blev bidt af det, og vi har nu fælles øvelser sammen hver aften :-) Det har også medført, at vi nu skal stå for et fitnessprogram i organisationen for de unge piger og mødrene til børnene vi har om formiddagen. Det starter vi med på tirsdag, og det skal nok blive spændende!

Fredag var den absolut varmeste dag indtil videre. Arbejdet var ulideligt i de ekstremt varme containere, og sveden løb ned af børnenes ansigter. En enkelt pige besvimede under fredagsfilmen og vores energiniveau var helt nede! Aldrig har tiden gået så langsomt. Varmen gjorde også, at vi ikke kunne danse med After Care børnene om eftermiddagen, så vi lavede i stedet en "Health and Safe workshop", hvor børnene blev undervist i kropsrengøring, sundhed mht kost og hvordan man tager vare på sig selv.
Derefter startede weekend, som har været den mindst afslappende weekend indtil videre! Vi skulle stå for aftensmad lørdag og den helt store søndagsmiddag, "The Storm". Det afrikanske køkken ligner ikke det danske, så det har været en udfordring! Resultatet blev dog godt, og overraskende nok var salaten  et hit! Citat fra drengene, "Nu har vi vidst spist nok grøntsager for de næste 4 år!" :-)

Lørdag gik turen til Robben Island. Vi tog offentlig transport i form af tog og bus, hvilket også var sjovt at opleve. Efter den oplevelse er DSB alligevel en god ting trods forsinkelser.
Sejlturen varede 15 min. til øen, og vi fik en rundtur i fængslet med en guide, som har været tidligere fange, hvilket gjorde det hele mere autentisk. Spændende at se Nelson Mandelas celle og få alle historierne. Derefter fik vi en køretur rundt på øen med en smuk udsigt ind til Cape Town. Det var en meget positiv oplevelse!

Søndag, sikke en dag. Morgenen starter med 2 timers forberedelse i køkkenet, mens resten af familien gjorde rent til barnedåben. Efter den store middag, tog vi til Wynberg, hvor et stort arrangement blev holdt med opera koncert og boder. Vi skulle selv stå for at sælge lodder til en velgørenhedskonkurrence og vi fik set den rige side af Sydafrika. 95% var hvide, som alle var uddannede enten læger, advokater el.lign. Folk havde taget picnickurv og dyr champagne med for at nyde en udendørs søndag til opera.
Sidst på eftermiddagen blev vi hentet og kørt hjem til muslimsk barnedåb. En Imam (muslimsk præst) kom og navngav barnet med diverse ritualer. Barnet fik smagt noget sødt, for at få sødmen i livet, blev pustet i hovedet for at få djævlen væk, klippet hår for at videregive noget dyrebart (?). Alt sammen muslimske ritualer, som var spændende at opleve. Man fik hurtigt et indblik i, hvor vigtigt religion er for dem. Derefter blev der serveret det helt store kagebord og folk hyggede sig.

Vi er i aften kommet hjem kl. 21.30, efter igen at have været ude ved arrangementet i Wynberg og rydde op, og vi er nu godt trætte.
5. arbejdsuge starter, og vi kan glæde os til næste weekend, hvor vi skal bestige Table Moutain!
Godnat :-)