søndag den 3. februar 2013

3/2/13

Så har vi ramt februar måned, og halvdelen af tiden er gået :-) Det er vildt at tænke på, men vi prøver at få det hele med.
Ugen har været hård og oplevelsesrig. Søndag nat fødte Laika (19 år!!!!!) en sund og rask pige, og mandag eftermiddag vendte de hjem fra hospitalet. Så hele ugen har der været meget fokus på den søde lille pige, Azia.
Mandag var den hårdeste dag på arbejde i denne uge. Børnene var vilde, og vi var få lærer - så der blev prøvet grænser af.
Tirsdag startede en ny frivillig fra USA, Jennifer på 18 år, og skal være der i 2 mdr. Hun så ligeså chokeret ud som os i starten, men mon ikke hun også finder sin vej.
Ellers bød arbejdsugen ikke på de store forandringer. Timerne på arbejde går hurtigt, og vi har nu også fået udarbejdet et program til "After Care" projektet om eftermiddagen, som starter fra i morgen af.
Hos familien går det stadig rigtig godt, og torsdag aften fik Louise sat nogle fitnessøvelser igang og stuen blev ryddet og en afrikaner familie lå nu på alle fire. Drengene blev bidt af det, og vi har nu fælles øvelser sammen hver aften :-) Det har også medført, at vi nu skal stå for et fitnessprogram i organisationen for de unge piger og mødrene til børnene vi har om formiddagen. Det starter vi med på tirsdag, og det skal nok blive spændende!

Fredag var den absolut varmeste dag indtil videre. Arbejdet var ulideligt i de ekstremt varme containere, og sveden løb ned af børnenes ansigter. En enkelt pige besvimede under fredagsfilmen og vores energiniveau var helt nede! Aldrig har tiden gået så langsomt. Varmen gjorde også, at vi ikke kunne danse med After Care børnene om eftermiddagen, så vi lavede i stedet en "Health and Safe workshop", hvor børnene blev undervist i kropsrengøring, sundhed mht kost og hvordan man tager vare på sig selv.
Derefter startede weekend, som har været den mindst afslappende weekend indtil videre! Vi skulle stå for aftensmad lørdag og den helt store søndagsmiddag, "The Storm". Det afrikanske køkken ligner ikke det danske, så det har været en udfordring! Resultatet blev dog godt, og overraskende nok var salaten  et hit! Citat fra drengene, "Nu har vi vidst spist nok grøntsager for de næste 4 år!" :-)

Lørdag gik turen til Robben Island. Vi tog offentlig transport i form af tog og bus, hvilket også var sjovt at opleve. Efter den oplevelse er DSB alligevel en god ting trods forsinkelser.
Sejlturen varede 15 min. til øen, og vi fik en rundtur i fængslet med en guide, som har været tidligere fange, hvilket gjorde det hele mere autentisk. Spændende at se Nelson Mandelas celle og få alle historierne. Derefter fik vi en køretur rundt på øen med en smuk udsigt ind til Cape Town. Det var en meget positiv oplevelse!

Søndag, sikke en dag. Morgenen starter med 2 timers forberedelse i køkkenet, mens resten af familien gjorde rent til barnedåben. Efter den store middag, tog vi til Wynberg, hvor et stort arrangement blev holdt med opera koncert og boder. Vi skulle selv stå for at sælge lodder til en velgørenhedskonkurrence og vi fik set den rige side af Sydafrika. 95% var hvide, som alle var uddannede enten læger, advokater el.lign. Folk havde taget picnickurv og dyr champagne med for at nyde en udendørs søndag til opera.
Sidst på eftermiddagen blev vi hentet og kørt hjem til muslimsk barnedåb. En Imam (muslimsk præst) kom og navngav barnet med diverse ritualer. Barnet fik smagt noget sødt, for at få sødmen i livet, blev pustet i hovedet for at få djævlen væk, klippet hår for at videregive noget dyrebart (?). Alt sammen muslimske ritualer, som var spændende at opleve. Man fik hurtigt et indblik i, hvor vigtigt religion er for dem. Derefter blev der serveret det helt store kagebord og folk hyggede sig.

Vi er i aften kommet hjem kl. 21.30, efter igen at have været ude ved arrangementet i Wynberg og rydde op, og vi er nu godt trætte.
5. arbejdsuge starter, og vi kan glæde os til næste weekend, hvor vi skal bestige Table Moutain!
Godnat :-) 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar