17/2/13

3. sidste opdatering har nu fået sin start, og vi begynder at mærke krilleren i maven over at skulle se mange savnede mennesker, men samtidig også stor tristhed over at skulle forlade familien og ikke mindst børnene. Der er 14 dage tilbage, og vi er meget opmærksomme på at skulle nyde den sidste tid og få suget godt til os med oplevelser.

Arbejdsugen har som sådan været normal med meget fokus på ”Valentines Day” d. 14/2. Vi har i løbet af ugen haft fokus på sprog med skolebørnene i ”After Care”, hvor vi har undervist dem i dansk, fransk og engelsk. Det har foregået ved, at vi har skrevet meget simple sætninger på alle 3 sprog på tavlen, hvor de så skulle skrive det efter og sidst udtale sætningerne – hvilket var til stor morskab for alle. J Tirsdag skete der noget stort for Louises yndlings dreng på 6 år, John. Efter han længe har nægtet at skrive eller blot øve sig på alfabetet, lykkedes det at give ham en succesoplevelse – Han skrev sit helt eget ”A”, hvilket lyder af lidt, men har stor betydning for en 6-årig dreng, som knap nok kan farverne. Han burde starte i skole til sommer, hvilket udsigterne ikke tegner til. Vi krydser fingre for hans fremtid.

Så blev det torsdag og kærligheden var i fokus. Det var en helt vild dag. I Sydafrika er ”Valentines Day” en stor dag, og de undrer sig meget over, at det ikke er noget vi fejrer i Danmark som sådan. Der skulle foregå et stort arrangement om aftenen i organisationen, hvor familier fra Vrygrond var inviteret. Der skulle være nogle forskellige indslag og slutte af med et gratis måltid. På dagen var der en del kaos, eftersom programmet ikke var planlagt endnu. Så os frivillige blev kastet ud i digtoplæsning og ”modeshow”. Det meste af dagen brugte vi på at klippe og klistre Valentines pynt og resultatet blev godt. Trods ekstremt meget stress startede arrangementet kl. 18 (afrikansk tid er så kl. 19 – de er altid forsinkede – ”Hakuna Matata”) og stemningen var god. Selvfølgelig skulle det ende i dans og sang, hvilket var skønt at opleve.  Da der skulle serveres mad ændrede stemningen sig dog. Folk blev rigtige grådige og de endte næsten i slåskamp, da alle var lige desperate efter et måltid. Vi har virkelig set, hvad sult kan bringe frem i folk, og det var skræmmende! Efter 14 timers arbejde var vi meget udkørte og efter et bad kaldte sengen.

Weekendens program stod på afslapning fredag, da vi tidligt lørdag morgen (endelig) skulle bestige Table Moutain, ca. 1 km i stejle trappetrin. Fredag ved spisetid kommer en af drengene i familien ind og siger, at vi skal gøre os klar til byen, da de vil vise os bylivet i Cape Town. Denne ide var vi total klar på, og da drengene skulle på arbejde og vi skulle på bjerget aftalte vi at tage hjem mellem kl. 01.00-02.00. Vi kom af sted og startede på en hyggelig bar, hvor vi spillede bordfodbold og pool. Super hyggeligt og stemningen blev god og drengene kom pludselig i tanke om en tradition – alle frivillige skal tage et bestemt afrikansk shot for at bestå opholdet ;-) Vi sagde ikke nej, og chokket ramte efter ca. 5 sek. Efter at have drukket det, så vi at det hed ”Chocolate Chili Tequila Shot”, og ALDRIG har vi oplevet så stor ILDEBRAND i kroppen! Det var på kanten til, at man ikke turde trække vejret af ren smerte. Det forsatte i ca. 30 min., men vi gjorde det…. Og gør det aldrig igen! Vi forsatte derefter til en rigtig afrikansk club, hvor der blev danset afrikansk hele natten. Det morsomme ved clubs i Sydafrika er, at man ikke danser i små grupper med sine venner, nej nej – man danner en kæmpe rundkreds, hvorefter man skiftevis går ind og ”viser hvad man kan”. Utroligt nok var de meget begejstret for danske dansetrin (?). Men sjovt var det, og før vi havde set os om var kl. 03.30 og vi måtte hellere finde tilbage til bilen. Ved bilen stod en parkeringsvagt og ventede sødt på os. Den fik drengene hurtigt klaret ved at stikke lidt penge i vagtens egen lomme, og så var den ude af verden (!!).
4 timer senere stod vi klar til Table Moutain i 34 graders varme (!!). Turen var HÅRD, VARM og VIDUNDERLIG! 2 ½ time tog det at komme til tops og vi var godt og grundigt udmattede pga. varmen og manglende søvn. Men det var super fedt og sikke en udsigt! Vi sluttede dagen dejligt af med at køre til et friluftsbad, hvor vi blev dyppet og kølet af.
Lørdag aften ringede vi rundt til diverse ”Shark Cage Diving” arrangører, og til sidst fik vi booket os 3 pladser til kl. 04.00 søndag morgen (!!). Vi skulle på en 2 timers køretur for at komme til Gansbaai, som er verdenskendt som ”The Shark Alley” – et af de bedste steder at se hajer i verden. Sejlturen varede omkring 3 timer, og Louise nåede heldigvis ”kun” at kaste op 1 gang – hun er ikke lige bølgetypen!
Denne oplevelse har været en af de vildeste og mest grænseoverskridende indtil videre, og adrenalinen kørte på højtryk! Vi blev sat ned i et lille bur til 4 personer af gangen, med dykkebriller og våddragt. Derefter lyttede vi på ”Dive Masteren”, der råbte ”DOWN”, og så var det ellers om at dykke ned og se de store hvidhajer/santierhajer, som i Sydafrika er kendt som ”The Great White”. Det var yderst uvirkeligt at se en 4 meter lang haj langsomt bevæge sig 20 cm fra dit ansigt, når man har været vant til at stå i Kattegat bag glas. Det var åbenbart ikke højsæson for hajer nu, så vi så ”kun” 5 forskellige svømme rundt om båden. Men det var rigeligt for os! Der er vidst ikke andet og sige end at det var en kæmpe stor oplevelse, som vi aldrig vil glemme.

Weekenden har nok været den bedste og vildeste, og vi er klar på de sidste 2 uger med grin, sol, pomfritter, toastbrød, klor-vand og helt fantastiske børn!   

                                              ^Afrikansk brudekjole, som skulle vises frem til "modeshow"